Skip to main content

Bøger ringer ikke!

Beware the barrenness of a busy life
― Socrates

Jeg elsker at læse og gør det meget. Mindst et kapitel om dagen – uanset, hvor jeg er i verden. Det har ikke altid været sådan. Men for nogle år siden traf jeg en beslutning om, at det skulle være slut med at være drevet af det, der haster. Jeg hang altid i en klokkestreng og fik ikke tid til at passe mig selv. Jeg nåede aldrig de mål, jeg satte mig, til den tid, jeg havde bestemt. Der kom altid masser af ting i vejen. Jeg var utrolig flink, når jeg blev afbrudt i mine forsøg på at komme i mål. Men takken kom sjældent. Det var telefonopringninger, afbrydelser, møder, andres deadlines, andres prioriteter, som fik lov til at fylde. Jeg følte aldrig, jeg kom foran, men haltede altid bagefter. Jeg ville så gerne læse, men bøger ringer ikke og afbryder. Derfor kom jeg aldrig til dem. Jeg havde fået skubbet mig ind i en verden, hvor jeg reagerede på verden fremfor at handle på mine egne prioriteter.

Efter en lang og sej kamp for at ændre på dette, kom jeg endelig i mål. Og jeg kan love dig, at det føles herligt, at være kommet til det punkt i livet, hvor jeg nok har travlt, men jeg har travlt med at efterleve mine egne prioriteter og ikke andres. Jeg har stadig opgaver, der haster, men det bliver færre og færre. Nu behøver bøgerne ikke ringe for at blive læst. Jeg sætter dem højest på min prioritetsliste og tager selv action.

  • Får du tid til det, du gerne vil?
  • Er du styret af dine egne prioriteter eller bruger du det meste af din energi til at reagere på verden?

At læse er vigtigt. Man kan jo ikke hive vand op af en brønd, der er tom. Men bøger er blot én ting. Der er mange andre ting, der er vigtige, men som heller ikke ringer: Sundhed, refleksion, forståelse, det at elske og rekreation. De ringer ikke, før det er for sent!

Indtil vi ses igen: “Prioriter det, du gerne vil!”

 

© 2022 OrgaNicer, All Rights Reserved