Skip to main content

Følg følelserne – det er ok!

“Penge kan ikke købe dig glæde, men det kan give dig en mere behagelig form for elendighed.”
― Spike Milligan

Alle rettroende sælgere ved, at en god sælger arbejder for at opfylde kundens behov. Det er næsten blevet et punkt i enhver sælgers trosbekendelse.

Mange gange er ordet “eftertragte” et godt udtryk at kunne som sælger. Jeg oplever ofte, at jeg køber det, jeg eftertragter og ikke nødvendigvis det, jeg har behov for.

Nu kan jeg godt lide flotte ting. Ure, teknik, telefoner etc. Jeg forsøger altid at bilde mig selv ind, at når jeg skal have noget nyt, så er det fordi, at jeg har et behov. Jeg forsøger at opbygge en logik for købet og rationalisere, men det jeg egentlig vil, er ikke at få dækket mit behov for at vide, hvad klokken er. Men derimod at få slukket min higen efter et flot ur eller nyt, lækkert udstyr til hjemmet.

Ikke hver gang, men rigtig ofte køber vi det, vi higer efter. Vi køber med vores følelser. Derefter forsøger vi at bruge vores hjerne til at tilfredsstille vores samvittigheds søgen efter en god grund. Nogle kalder det return on investment og mange andre fine ting, men det er blot en dårlig undskyldning.

  • Giver du dig selv dårlig samvittighed, når din higen bliver tilfredsstillet?
  • Hjælper du dine kunder med at efterrationalisere?
  • Husk, at dine kunder mange gange reagerer på et tilbud af følelsesmæssige årsager og derefter skal have lidt hjælp til at efterrationalisere.

Som en mand på 87 år sagde til bankassistenten, da han hævede 1.200.000 i kontanter til sin nye Mercecdes 600: “Så har jeg jo også bil i mange år fremover”.

Indtil vi ses igen: Følg følelserne, det er ok!

 

© 2022 OrgaNicer, All Rights Reserved